Om Stevninghus

STEVNINGHUS SPEJDERCENTER

Stevninghus Spejdercenter består af forskellige huse og lokaler, toilet- og badebygninger samt et stort naturområde.

Naturområdet er på 40 hektar og inkluderer både skov, Hostrup sø og mange lejrpladser. På området finder man også Ny Hedeby, Vikingebyen der blev påbegyndt i 1969.

Derudover er der sheltere og en bålpavillion, som kan benyttes, når man lejer sig ind på spejdercentret.

Det er muligt for både danske og internationale spejdergrupper at leje sig ind på Stevninghus Spejdercenter og gøre brug af de dejlige faciliteter og naturområder, som findes på området.

Stevninghus ligger i Kliplev i Sønderjylland i nærheden af Aabenraa, Sønderborg og Haderslev. Det er et område, der altid er et besøg værd, og der er mulighed for rigtig mange historiske og kulturelle oplevelser.

Læs mere på: Stevninghus.gruppe.dds.dk

Ny-Hedeby

 

I 1969 blev der afholdt korpslejr for De Danske Drengespejderne på Stevninghus ved Hostrup Sø ved Kliplev i Sønderjylland og for de danske pigespejdere i 1970. Begge gange var temaet vikingelivet. Målet med lejrene var at bygge en kopi af Hedeby. Hedeby var i vikingetiden Danmarks største og vigtigste by og den vigtigste handelsplads for vikingerne i og omkring Danmark, bl.a. på grund af sin beliggenhed ved nogle af datidens vigtige færdselsårer. I byen så man en rig udveksling af såvel kultur som varer, bl.a. pels, keramik og sågar slaver.

I årene op til lejren i 1969 begyndte arbejdet med at bygge Hedeby, og man gjorde sig stor umage med at få tingene så historisk korrekte som muligt, både med hensyn til placering af husene og også med anvendelse af datidens værktøj. Således er de fleste af de byggemetoder, der ses i vikingebyen, en kopi fra de fund, der hidrører udgravningerne i det gamle Hedeby.

Da korpslejren i 1969 var afsluttet, var det meningen at husene skulle rives ned. Men en del spejdere gik ind og dannede et spejdercenter, der fik navnet Ny-Hedeby Spejdercenter. Vikingebyen vedligeholdes i dag af centerets frivillige medarbejdere.

Centret har i dag nogle aktive borgere (spejdere), der vedligeholder husene, men der afholdes også sommerlejre og andre aktiviteter for spejdere og andre interesserede både fra Danmark og udlandet. Alle aktiviteter har et præg af vikingetiden og foregår i størst muligt omfang i den lille “by”, hvor der i dag findes syv huse. Om sommeren gæster mere end 1000 spejdere området, og mange af deres aktiviteter tager udgangspunkt i vikingebyen.

Vikingebyen set fra oven

Korpslejre på Stevninghus

Det Danske Spejderkorps ejer Stevninghus, og de har i årene 1989, 1994, 1999, 2004 og 2009 afholdt fem fantastiske korpslejre for rigtig mange danske spejdere. På alle lejrene har der været besøg af mange internationale spejdergrupper, og der er blevet knyttet rigtig mange venskaber på disse lejre.